Dansk sangerinde: Jeg er konstant bekymret

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

Sangerinden Stine Bramsen har haft travlt de seneste år. I starten af 2014 udgav hun sin første single i sin solokarriere, og sidste efterår fik hun en lille søn. Den tidligere Alphabeat-sangerinde er dog overbevist om, at det var det helt rigtige.

- Jeg har sat nogle ret store ting i søen på én gang, men jeg har bare fulgt mit hjerte, og jeg kan mærke, at det er helt rigtigt. Selvfølgelig skal de praktiske ting hænge sammen, men jeg har en fantastisk familie, og min dejlige mand holder barsel lige nu. Jeg er fyldt op med kærlighed til musikken, min mand og min søn, siger hun.

Snart er Stine Bramsen også aktuel i tv-programmet Toppen af Poppen, hvor hun og seks andre danske artister skal fortolke hinandens sange. Nysgerrige seere kan derfor se frem til, at den ellers private sangerinde åbner op omkring sine sange og sit følelsesliv. 

- Jeg er nok i virkeligheden en ret genert person, men på min dag ( i tv-programmet) får jeg sagt nogle ret ærlige og personlige ting om mit følelsesliv, om min søn og den store kærlighed. Det blev ret følelsesladet. Jeg fik også en lille tåre i øjet på et tidspunkt, siger hun.

Privat er den energiske sangerinde gift med Kasper Adsbøl, og i september sidste år blev parret de stolte forældre til sønnen Alfred. Når man bliver forældre for første gang, følger der ofte en uro med, og følelserne skrues helt op.

- Når man bliver mor, så kommer der naturligt en bekymring, der konstant sidder i kroppen. Når jeg føler noget, så føler jeg det dobbelt, og jeg er hele tiden bange for, at der sker dem, jeg elsker noget. Den ængstelighed kan mærkes i min sangskrivning. Jeg har åbnet op for en helt ny sårbarhed, siger Stine Bramsen.

I øjeblikket er sangerinden ved at færdiggøre sit første album som solo-sangerinde, der forventes at udkomme til efteråret. Selvom Stine Bramsen også har opnået stor succes efter hun forlod gruppen Alphabeat, er hun åben over for, at vende tilbage som forsanger i den populære popgruppe.

- Jeg kunne godt finde på at lave noget med Alphabeat igen. Det er ikke aktuelt lige nu, men vi snakker om det, og går måske lidt og pønser på det. Så det sker måske om et år eller to. Det er ikke udelukket, men det vil ikke ske lige nu, siger hun.

Den nye sæson af Toppen af Poppen har premiere den 16. august klokken 20.00 på TV 2.

/ritzau/FOKUS