Dansk sejler styrker OL-håb med World Cup-sejr

Skrevet af admin

01/02/2015

Dagens topnyheder

Sejleren Anne-Marie Rindom er godt i gang med at positionere sig som et af Danmarks medaljebud til næste års OL i Rio de Janeiro.

Lørdag sikrede den 23-årige dansker sig karrierens hidtil største resultat i Laser Radial, da hun vandt et World Cup-stævne i Miami.

I det afgørende Medal Race lå Rindom længe midt i feltet, men til sidst rykkede hun frem og sikrede sig en tredjeplads.

Det var nok til at distancere de to nærmeste konkurrenter i den samlede stilling, hollandske Marit Bouwmeester og belgiske Evi Van Acker, der vandt henholdsvis sølv og bronze ved OL i 2012.

Anne-Marie Rindom blev selv nummer 13 ved OL i London for tre år siden, men siden da er hun rykket tættere på verdenstoppen.

I 2014 vandt hun blandt andet den olympiske test-event i Rio de Janeiro.

Der var også dansk succes i 49'er-klassen ved World Cup-stævnet i Miami, hvor Jonas Warrer og Anders Thomsen sikrede sig bronze.

World Cuppen består af fem stævner samt en finale i Abu Dhabi. Ugens stævne på den amerikanske østkyst var sæsonens andet - og det første med dansk deltagelse.

/ritzau/