Dansk selskab køber fly for 12 milliarder kroner

Bagersønnen Martin Møller tager nu sin gigantiske - men trods størrelsen - relativt ukendte, danske flyforretning til nye højder.

Nordic Aviation Capital med base i Billund driver nemlig verdens største flåde af mindre regionalfly, og nu vokser flåden, efter NAC og den europæiske turboprop-producent ATR på det internationale Paris Airshow skrev under på en historisk stor ordre på 90 fly af typen ATR-600.

Ordren omfatter 35 fly, som er en fast, ubetinget ordre på 30 ATR 72-600 og 5 ATR 42-600, og 55 fly som er købt som optioner, der kan udnyttes senere. Samlet løber ordren op i 2,1 milliarder dollar - svarende til 11,5 milliarder kroner.

»Vi har gjort ATR turboprop-fly til et af de vigtigste elementer i vores nutidige og fremtidige udvikling. Vi tror på, at regional luftfart gennem de næste par år mere og mere vil være afhængig af denne teknologi, og at ATR-flyene fortsat vil opleve succes med luftfartsselskaber, der henvender sig til dette segment,« siger bestyrelsesformand Martin Møller i pressemeddelelsen.

Der er 180 flyselskaber verden over, der bruger ATR, og de er en del af væksten i NAC. De seneste tre år er næsten en af fire ATR blevet solgt til leasingfirmaer. Den udvikling har NAC været i front for som en virksomhed specialiseret i mindre turboprop-fly - fly hvor propellerne er drevet af jetmotorer.

»Vores erfaring som udlejer bekræfter den store efterspørgsel på ATR i regionale luftfartsselskaber. De er billige i drift og har en høj driftssikkerhed, hvilket er den største drivkraft for at sikre profit, både for os og for flyselskaberne,« siger Martin Møller.

Og profit er noget NAC forstår at skabe. I regnskabet 2011/2012 er det primære driftsresultat forøget med 23 procent til næsten 700 millioner kroner ud af en omsætning på 1,5 milliard kroner inklusive flysalg - i en branche der ellers er presset på både priser og høje omkostninger. Dermed er regnskabet det 16. i en ubrudt række med stigende vækst og resultat, skriver NAC.

Virksomheden forventer da også, at 2012/2013 bliver endnu et år med vækst, på grund af virksomhedens portefølje af fly og kundernes udfordrende økonomiske situation.

NAC blev grundlagt i 1990 i Billund og køber, leaser og sælger kommercielle fly, hvor turboprop-flyene er kerneaktiviteten. Flåden består pt af 171 fly, og udlejes til 32 leasingtagere, hvor kunderne er selskaber som Lufthansa, Air France, US Airways og Air Berlin. 

Dagens Gossip

Dagens TV