Dansk skib er i gang med at laste kemiske våben i Syrien

Skrevet af admin

07/01/2014

Dagens topnyheder

OPCW, der overvåger og kontrollerer kemiske våben, oplyser, at udskibningen af de kemiske våben i Syrien er begyndt i havnebyen Latakia.

I en pressemeddelelse skriver OPCW, at de første mængder kemiske våben er blev lastet på det dansk fragtskib Ark Futura i Latakia.

Den danske fregat Esbern Snare deltager i operationen i Middelhavet.

- Fartøjet følges af en flådeeskorte, som er stillet til rådighed af Danmark og Norge samt Syrien, fortæller OPCW.

- Det vil forblive på havet og afvente ankomsten af yderligere mængder prioriteret kemisk materiale i havnebyen, hedder det.

Det er vigtigt, at operationen er i gang, mener forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

- Jeg er meget tilfreds med, at den dansk ledede maritime operation med at transportere de kemiske stoffer væk fra Syrien nu er gået i gang. Det er utrolig vigtigt, at vi får fjernet Syriens kemiske våben, så de ikke igen kan bruges mod den syriske civilbefolkning, siger han.

Side om side med de danske skibe arbejder et norsk fragtskib og et norsk krigsfartøj.

De kemiske våben skal sejles til Italien, hvor de skal omlastet til et amerikansk fartøj, der har udstyr om bord til at destruere de farlige våben.

Syrien gik i efteråret med til at fjerne alle sine kemiske våben inden udgangen af juni i år.

Det var en aftale, som USA og Rusland havde foreslået, efter den amerikanske regering havde truet med et militært angreb på Syrien.

Den amerikanske vrede skyldtes et angreb i august nær Damaskus, som den syriske hær formentlig stod bag.

Ifølge den amerikanske regering kostede angrebet over 230 mennesker livet.

Kort efter besluttede Syrien at tilslutte sig den internationale traktat mod kemiske våben og erklærede sig villig til at skille sig af med de cirka 1000 ton kemiske våben og kemiske ingredienser, som landet råder over.

Søværnets Operative Kommando (SOK) har tirsdag ingen kommentarer til det hidtidige forløb, oplyser SOK til Ritzau.

/ritzau/