Dansk skib sidder fast på norsk ø

Et norsk redningsfartøj har forsøgt at trække det danske skib fri, men uden held, oplyser NRK.

»Vi kom lidt for sent, der er langt fra Måløy og herned. Så nu må vi vente på, at der bliver højvande igen, før vi gør et nyt forsøg på at trække skibet fri,« siger kaptajnen på redningsskibet »Halfdan Grieg« til NRK.

De norske myndigheder fik meldingen om grundstødningen klokken 05.30 torsdag morgen. Der var ifølge VG syv personer ombord på »Dart«, som er lastet med boreslam.

»Det ser ud til, at det er kommet nordfra, og at skibet ikke har fået drejet til bagbord, som det skal. Det må have sejlet for fuld kraft, for det står langt oppe på land,« siger et øjenvidne, Atle Inderøy, til VG.

»Dart«, der er 67 meter lang og vejer 759 ton, tilhører det norske rederi Soltin, men sejler under dansk flag og er hjemmehørende i Aarhus. Rederiets daglige leder, Thomas Vestvik, oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at besætningen består af danskere, færinger og litauere.

»Heldigvis er ingen kommet noget til, og det tyder heller ikke på, at der er sket større skader på skibet,« siger Thomas Vestvik.

Boreslammet i skibets lastrum består af vand, olie, ler og forskellige kemikalier. Operationsleder Kjetil Avsnes fra politidistriktet Sogn og Fjordane bekræfter, at skibet hverken lækker olie eller slam ud i fjorden.

Operationslederen oplyser videre, at man endnu ikke har opklaret årsagen til uheldet.

»Vi tager udgangspunkt i, at der er tale om fejlnavigering. Det vil vi efterforske nærmere,« siger han til VG.

Dagens Gossip

Dagens TV