Dansk skiløber klarer kravet til vinter-OL i Sochi

Med en flot præstation i super G-løbet i italienske Val Gardena er den danske skiløber Christoffer Faarup meget tæt på at være kvalificeret til vinter-OL i Sochi i Rusland.

Christoffer Faarup kom under OL-kravet på de såkaldte 80 FIS-point, der er et mål for, hvor godt man præsterer i disciplinen.

Det er anden gang, at Christoffer Faarup klarer OL-kravet. Første gang var for to uger siden, hvor danskeren opnåede 75 FIS-point.

Fredag eftermiddag præsterede Christoffer Faarup endnu bedre ved at opnå 57 FIS-point ved World Cup-løbet i Val Gardena.

På den officielle Facebook-side for Danmarks deltagelse ved OL står der, at Christoffer Faarup ville være OL-klar med sådan en præstation i Val Gardena.

- Hvis Christoffer kommer under 80 FIS-point i et af sine løb, er han kvalificeret til OL i Sochi, oplyser Facebook-siden.

Christoffer Faarup er også lettet over præstationen, som formentlig vil udløse en OL-billet til danskeren inden så længe.

- Så er dagens super-G overstået, og jeg kørte under OL-kravet! Så det kunne godt ligne en OL-billet til mig, skriver Christoffer Faarup på sin Facebook-side.

Aksel Lund Svindal vandt fredagens super G-løb. Christoffer Faarup var 5.23 sekunder efter nordmanden. Christoffer Faarup endte som nummer 52 ud af de 57 deltagere, som gennemførte Super G-løbet.

Der er endnu ikke kommet en officiel melding fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) om, at Christoffer Faarup er udtaget til OL.

Ved OL i Sochi er curlingherrerne og curlingkvinderne indtil videre de eneste danske deltagere, som er officielt udtaget.

/ritzau/

Dagens Gossip