Dansk slankemiddel til eksamen i USA

Skrevet af admin

11/09/2014

Dagens topnyheder

Et dagligt stik i maveskindet kan hjælpe overvægtige til at tabe sig.

Novo Nordisks nye slankesatsning skal torsdag til eksamen i USA.

Her er et panel af eksperter samlet i Maryland på østkysten for at sige ja eller nej til at anbefale, om medicinen Saxenda skal kunne ordineres til overvægtige amerikanere.

Bliver det et ja, sådan som flere analytikere vurderer, venter der den danske medicinalvirksomhed en årlig indtjening på op mod 10 milliarder kroner alene i USA, hvor ikke færre end hver tredje voksen er svært overvægtig.

Herhjemme har overvægtige testet midlet i et forsøg, og bliver en amerikansk godkendelse fulgt op af en godkendelse fra det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), så vil flere danskere blive tilbudt behandlingen. De første muligvis næste år.

Saxenda, som injiceres af de overvægtige selv, nedsætter appetitten og giver en større mæthedsfornemmelse.

Men det er langt fra nogen mirakelkur, der får kiloene til at rasle af, understreger flere fedmeforskere over for Ritzau.

- På nuværende tidspunkt er det kun kirurgien, der for alvor kan give et stort og langvarigt vægttab, siger Bjørn Richelsen, professor i klinisk ernæring ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

- Men Saxenda kan være begyndelsen til mere effektfulde medicinske behandlinger, og det er der et stort behov for.

Han kender midlet fra de kliniske forsøg, som ud over i Danmark er gennemført i 18 andre lande.

Godt 500 svært overvægtige fik en daglig indsprøjtning, samtidig med at de spiste en kalorielet diæt og øgede deres fysiske aktivitet.

Efter 56 uger havde deltagerne i gennemsnit tabt otte procent af deres vægt. Det svarer til, at en person, der vejer 100 kilo, taber otte kilo. Hver tredje tabte 10 procent eller mere.

Et gennemsnitligt vægttab på otte procent er lidt i forhold til de overvægtige, der får en fedmeoperation. Her kan nogle tabe 30-60 kilo.

Men antallet af fedmeoperationer er faldet drastisk, fordi de er dyre og kan give bivirkninger.

Derfor er der ifølge de overvægtiges egen organisation, Adipositasforeningen, et stort behov for alternativer, og her kan medicin være et skridt på vejen.

- Men mest af alt handler overvægt om adfærd. Langt de fleste spiser for meget, fordi de har det skidt med sig selv, og først når de får hjælp til at ændre det, er der en chance for, at de kan opnå et varigt vægttab, siger formand Birgitte Hansen.

/ritzau/