Dansk sortsyn på velfærden

Ifølge seks ud af ti af de personer, der har deltaget i undersøgelsen, var velfærden bedre for fem år siden. Og for fem år siden mente nøjagtig lige så mange mennesker, at velfærden var bedre fem år tidligere, skriver Ugebrevet A4, der har gennemgået en række tidligere målinger.

Det viser, at danskerne ikke alene baserer deres opfattelse af den offentlige service på personlige erfaringer, siger valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

»Man har åbenbart haft samme opfattelse af, at tingene er blevet værre i nullerne, hvor der var øgede udgifter til mange af de her ting, som nu, hvor vi har haft finanskrise med markant økonomisk påvirkning af mange menneskers liv. Man svarer på baggrund af, hvad man har hørt og mediernes udlægning af teksten,« siger han til Ugebrevet A4.

Værst står det ifølge danskerne til med hjemmeplejen, som 62 procent af undersøgelsen deltagere vurderer, er blevet forringet de seneste fem år.

57 procent af de personer, der har deltaget i undersøgelsen, forventer desuden, at den offentlige service vil være dårligere om 10 år, skriver Ugebrevet A4.

Uanset om det er opgangs- eller nedgangstider, så vil danskerne sige, at kvaliteten er faldet, vurderer Asbjørn Sonne Nørgaard, der er professor i Statskundskab ved Københavns Universitet.

»Forventningspresset mod det offentlige er stort og stigende, og svarene skal mest af alt tages som udtryk for, at det offentlige ikke lever op til vores forventninger. Og det vil det aldrig gøre,« siger han.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke (S) så er det en vigtig politisk opgave at sikre velfærden. Det sker ifølge ham ved at skabe private arbejdspladser og ved at sikre en moderat stigning i den offentlige sektor.

»Med hensyn til kvaliteten af den offentlige service, så er det da noget, vi skal lytte til, når danskerne råber vagt i gevær,« siger han.

Hos Venstre mener økonomiordfører Jacob Jensen (V) ikke, at danskernes pessimisme er velbegrundet.

»Der er jo forskel helt ned på institutionsniveau på, hvor god kvaliteten af den offentlige service er,« siger han til Ugebrevet A4.

Dagens Gossip

Dagens TV