Dansk-spanier kan blive Guardiolas assistent

Dansk-spanieren Thomas Christiansen bliver i den tyske avis Bild kædet sammen med jobbet som assistenttræner for den kommende Bayern München-træner Josep Guardiola.

Den 39-årige tidligere Bochum-spiller kunne godt tænke sig at arbejde med Guardiola, som han kender fra deres fælles tid i FC Barcelona.

- Det vil være meget interessant. Det er min drøm at komme til Tyskland, og hvis man så tilføjer navnene 'Bayern München' og 'Guardiola, så kan det næsten ikke blive meget bedre, siger Thomas Christiansen til onside.dk.

Han understreger, at han kun kender historien fra medierne, og at han ikke har fået en henvendelse fra hverken Bayern München eller Josep Guardiola.

- Men hvis man kigger på, at vi har spillet sammen, og at vi kender hinanden, og at jeg har spillet i Bundesligaen, så kan jeg selvfølgelig være en god mand at have, siger Thomas Christiansen.

- Jeg taler godt tysk og taler spansk perfekt. Man skal vide, hvor vigtigt sproget er i tysk fodbold. Det er et stort handicap for udenlandske trænere, siger han.

Den tidligere angriber, der har spansk mor, nåede vidt omkring i en til tider finurlig karriere.

Den blev for alvor indledt, da han i 1991 tog fra B93 til FC Barcelona.

Her opnåede han ikke en eneste kamp på førsteholdet, men alligevel fik han debut på det spanske A-landshold og scorede endda et mål i en kvalifikationskamp mod Litauen frem mod VM i USA i 1994.

Efter udlejninger til forskellige spanske klubber og en visit hos Herfølge fik Thomas Christiansen mere succes, da han spillede i Bundesligaen for Bochum og Hannover 96.

I 2003 blev han topscorer i Bundesligaen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip