Dansk speedway flopper i britisk grandprix i Cardiff

Skrevet af admin

09/07/2016

Dagens topnyheder

Der var langt fra dansk fart i maskinerne og succes, da det britiske grandprix i speedway blev kørt i Cardiff lørdag aften.

Her måtte de danske kørere erkende, at ingen kom videre efter de indledende heats, hvor både Nicki Pedersen, Niels-Kristian Iversen og Peter Kildemand skuffede.

I en tæt finale vandt svenske Antonio Lindbäck finalen, da han besejrede verdensmesteren Tai Woffinden.

Dermed blev det aldrig et tema, om Niels-Kristian Iversen skulle gentage triumfen fra i fjor, hvor han vandt i Cardiff, og Nicki Pedersen scorede som bedste dansker blot fem point.

Der blev kørt nervøst på det store stadion i det sydlige Wales i indledningen, og flere af de første heats måtte køres om efter styrt.

Første heat måtte køres om hele to gange, men Peter Kildemand endte med en andenplads, og var på dette tidspunkt på rette kurs.

Nicki Pedersen og Niels-Kristian Iversen tørnede sammen i fjerde heat, hvor Iversen demonstrerede mest fart og hentede to point, og her så alt også stadig lovende ud.

I sjette heat måtte der køres om igen, da Kildemand var nede og blev udelukket, mens Nicki Pedersen fandt bid i yderbanen, men ikke kunne holde føringen og blev toer.

Niels-Kristian Iversen havde en forfærdelig aften efter finalepladsen i det seneste grandprix i Tjekkiet, og hentede danskeren nul point i sine to næste heats.

Peter Kildemand fulgte trop med at score nul point i sit tredje heat, hvilket også gav to heats med et stort rundt nul, mens en dansk nedtur lurede.

Så var det Nicki Pedersens tur til at køre sit tredje heat og forsøge at skrabe nok point sammen til at komme videre, men danskeren var langt fra blot at score et enkelt og måtte også trille fra banen uden point.

Det samme gentog sig i Nicki Pedersens fjerde heat, hvor Jason Doyle og Antonio Lindbäck fløj afsted.

Specielt svenskeren fandt fart lørdag aften, og andenpladsen efter Doyle var Lindbäcks første pointtab denne aften.

Niels-Kristian Iversen blev meget sigende udelukket af sit sidste heat, hvor Kildemand igen scorede nul point, og danskerne kunne konstatere, at Peter Kildemands grandprixsejr i Slovenien i sæsonens første løb foreløbigt er sæsonens danske højdepunkt.

/ritzau/