Dansk speedwaystjerne jagter fjerde VM-titel

Nicki Pedersen var klar i mælet sidste sommer. Hvis ikke han kunne være med blandt de allerbedste i speedwaysporten, ville han stoppe karrieren.

En andenplads i den samlede VM-stilling sidste år har dog fået pensionstankerne på afstand igen.

- Når man taber og ikke kan finde ud af, hvad der er i vejen, bliver man frustreret. Men jeg har fået energien tilbage efter sidste sæson og synes, at det er fedt at køre speedway igen.

- Derfor håber jeg da heller ikke, at det bliver min sidste sæson. Jeg tror selv, at karrierestoppet er blevet rykket nogle år frem i tiden, fordi jeg har fået et godt team kørt i stilling, lyder det fra den 35-årige danske veteran, der har vundet verdensmesterskabet tre gange indtil videre.

Han har fået den gode fornemmelse tilbage igen og fornemmer, at motivationen er større end længe.

- Jeg har været ude at løbe hver anden dag hele vinteren, og det ville jeg ikke have gjort, hvis ikke jeg var motiveret, og så ville jeg heller ikke have passet min styrketræning, siger han.

Pedersen sluttede blot otte point dårligere end sidste års store overraskelse i VM-serien, Chris Holder, og han er spændt på at se, hvordan den unge australier reagerer i den svære sæson efter en VM-titel.

- Det bliver spændende, om han kan køre lige så stabilt og er lige så sulten.

- Der følger nogle forpligtelser med at være nummer ét, som han ikke må lade sig distrahere af. Der bliver hevet i dig fra højre og venstre, og det tager noget fokus.

- Samtidig kan man jo kun gøre det ringere eller lige så godt som året før, og det kan være hårdt, siger Nicki Pedersen, der som en af blot to kørere har præsteret at vinde to VM-titler i træk efter indførelsen af grand prix-serien i 1995.

Han mener, at VM-serien er langt mere åben i år, hvor den trefoldige verdensmester Jason Crump godt nok er stoppet.

Til gengæld er navne som danske Niels-Kristian Iversen, polakken Krystztof Kasprzak og den dobbelte ungdomsverdensmester Darcy Ward fra Australien kommet til.

- Det tynde øl er blevet sorteret fra, og så er der kommet nogle andre ind, som giver sig 110 procent og som burde kunne følge med. Jeg kan tabe til alle sammen på en dårlig dag, men jeg kan også slå dem alle sammen, siger Pedersen.

Igen i år begynder VM-serien så langt væk fra Europa, som man næsten kan komme. Første af de i alt 12 afdelinger er henlagt til Auckland i New Zealand og køres natten til lørdag dansk tid.

Det danske grand prix afvikles i Parken i København 29. juni.

/ritzau/

Dagens Gossip