Dansk speedwaytalent får wildcard til VM-grandprix

Skrevet af admin

20/05/2016

Dagens topnyheder

Når VM-feltet i speedway kommer forbi Horsens 11. juni til sæsonens tredje grandprix, bliver det med fire mod normalt tre danske kørere i feltet.

Talentfulde Anders Thomsen har fået et wildcard til grandprixet, hvor han sammen med Nicki Pedersen, Peter Kildemand og Niels-Kristian Iversen skal repræsentere Danmark.

Anders Thomsen blev nummer to ved U21-VM sidste år, hvor kun grandprixkometen Bartosz Zmarzlik overgik fynboen. Thomsen var også med til at snuppe sølvet ved hold-VM sidste år.

Mikkel Bech Jensen og Mikkel Michelsen skal agere reserver ved grandprixet i tilfælde af, at en eller flere kørere bliver skadede undervejs.

Sidste år vandt Peter Kildemand grandprixet i Horsens.

/ritzau/