Dansk speedwaytalent håber på wildcard efter ny succes

Skrevet af admin

12/07/2014

Dagens topnyheder

Mens rutinerede Nicki Pedersen lige akkurat ikke nåede i semifinalen ved det britiske speedway-grandprix i Cardiff lørdag aften, var den danske reserve Michael Jepsen Jensen blandt stævnets otte bedste.

Efter en tilsvarende præstation i Parken for to uger siden var det anden gang i træk, at den talentfulde vestjyde kvalificerede sig til semifinalen.

- Det var okay. Det har ikke været den bedste sæson for mig indtil videre, men to semifinaler er ikke helt ved siden af, siger Michael Jepsen Jensen.

Han fik en helt skæv start på sæsonen og missede blandt andet kvalifikationen til Grand Prix Challenge sidst på året, hvor kørerne dyster om billetter til næste års grandprix-serie.

Jepsen Jensen håber nu, at præstationerne i Parken og Cardiff kan give ham et wildcard til enten Grand Prix Challenge eller direkte til næste års grandprix-serie.

- Det er det her selskab, jeg gerne skulle være i. Jeg tror, jeg har niveauet til at være med. Men jeg havde for mange andre ting i hovedet i starten af sæsonen, hvor jeg slet ikke fik det til at rulle. Derfor er det stort, at jeg har vist stabil kørsel i de to grandprixer, siger Michael Jepsen Jensen.

Han ærgrer sig kun over, at han styrtede i semifinalen i Cardiff, hvor han ellers var på finalekurs.

- Det var uheldigt, for ellers havde jeg været i finalen. Det er jeg selvfølgelig træt af. Men sådan er det. Det var en fin oplevelse, for det her er det største løb i grandprix-serien, når man ser på tilskuertallet og alt det rundt om, siger Michael Jepsen Jensen.

Næste løb i grandprix-kalenderen er i Riga 16. august. Inden da afvikles Speedway World Cup, som tidligere hed hold-VM.

/ritzau/