Dansk spejderkorps er i beredskab efter meningitisudbrud

Skrevet af admin

17/08/2015

Mest læste i dag

Danske spejderbørn er blevet oplyst om mulig smittefare, efter at de har deltaget i en stor, international spejderlejr i Japan, hvor der er blevet konstateret fire anfald af meningitis.

Der er tale om tre bekræftede anfald i Skotland og et bekræftet samt to mistænkte anfald i Sverige.

450 danskere deltog i lejren, hvoraf 250 var teenagebørn i alderen 14 til 17.

Der er indtil videre ingen mistanke om et udbrud hos de danske spejderbørn, men Statens Serum Institut og KFUM-spejderne i Danmark holder sig i beredskab.

- Vi har sendt et brev ud til alle deltagere, hvor der står, at der er blevet konstateret de her tilfælde, og hvad symptomerne er på meningitis, så man ved, hvad man skal holde øje med, siger Julie Bauer Larsen, der er kommunikationskonsulent hos KFUM-spejderne.

Hun forklarer, at de følger Statens Serum Instituts anvisninger.

- De kontakter os, hvis der sker eller andet, som gør, at man skal højne beredskabet, siger Julie Bauer Larsen.

Karin Grüttner var leder på udflugten til Japan, og hun har stået for at informere alle børn og forældre.

- Vi har fået nogle forespørgsler fra forældre om, hvad det er, man skal holde øje med, siger hun, men forklarer, at forældrene ellers har taget informationen pænt.

Den internationale spejderlejr fandt sted fra den 28. juli til 8. august.

Meningitis er en smittefarlig og dødelig hjernebetændelse, som typisk forekommer hos børn og teenagere.

Typiske symptomer er høj feber og nakkestivhed.

/ritzau/