Dansk spilleragent bag megasalg til storklub

Onsdag aften stod det klart, at en af de mest talentfulde backs i verden, 19-årige Lucas Digne, skifter fra Lille til den pengestærke franske topklub Paris Saint-Germain.

Et skifte, der ifølge flere medier menes at indbringe Lille i omegnen af 112 millioner kroner.

Det kan den franske ungdomslandsholdsspiller, der anses for at være en af de mest talentfulde venstre backs i verden, takke en dansker for.

Digne er tilknyttet den danske spilleragent Mikkel Beck, der sammen med Paris Saint-Germains stenrige ledelse, har sørget for at føre forhandlingerne sikkert i land.

Derfor var der god grund til smil hos både Lucas Digne og Mikkel Beck, da den unge franskmand onsdag blev præsenteret. Digne kan se frem til en fremtid hos en af fodboldens stormagter, mens den tidligere danske landsholdsangriber kan glæde sig over en klækkelig lønforhøjelse.

Spilleragenter modtager typisk 10 procent af spillernes brutto-lønninger.

Mon ikke der bliver råd til en god fransk champagne til at fejre handlen...

Dagens Gossip