Dansk spionchef: Vi overholder dansk lovgivning

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Nye oplysninger om samarbejdet mellem den amerikanske efterretningstjeneste NSA og Danmark har onsdag aften fået Forsvarets Efterretningstjeneste til at forsikre, at alt samarbejde med udlandet overholder dansk lovgivning.

- Enhver form for samarbejde med udenlandske efterretningstjenester sker i overensstemmelse med dansk lovgivning, hedder det i en udtalelse fra chefen for FE, Thomas Ahrenkiel.

Han ønsker dog ikke specifikt at kommentere samarbejdet med NSA.

- Som et lille land er vi helt afhængige af et godt og tæt samarbejde med udenlandske efterretningstjenester, siger Thomas Ahrenkiel.

Han konstaterer også, at Forsvarets Efterretningstjeneste har et tæt samarbejde med en række andre landes efterretningstjenester.

Ifølge et nyt læk fra whistlebloweren Edward Snowden har den stærkt kritiserede efterretningstjeneste NSA et såkaldt "fokuseret samarbejde" med Danmark

Den seneste lækage er sket i den spanske avis El Mundo, som fortæller, at NSA har placeret Danmark i en gruppe sammen med 18 andre lande.

Ritzau har spurgt FE, hvad det fokuserede samarbejde nærmere indebærer, men svaret fra chefen er altså holdt i meget generelle vendinger.

Thomas Ahrenkiel siger, at FE ikke kan kommentere det konkrete indhold af det samarbejde, man har med andre landes efterretningstjenester.

I forbindelse med den internationale skandale om amerikansk aflytning af regeringsledere har såvel stats- som justitsministeren i Danmark sagt, at de ikke har oplysninger, som giver grund til at tro, at amerikanerne har udført ulovlig efterretningsvirksomhed mod Danmark.

I en udtalelse onsdag aften uddyber justitsminister Morten Bødskov (S) sine kommentarer - ved at kommentere tilfælde, hvor danske og udenlandske efterretningstjenester samarbejder.

Han forsikrer, at dette "naturligvis" sker inden for lovens rammer.

- Det betyder, at hvis der i forbindelse med dette samarbejde foretages aflytning af telefoner eller lignende i Danmark, så sker det i overensstemmelse med retsplejelovens regler, udtaler Bødskov.

- Og for god ordens skyld: Vores efterretningstjenester kan selvfølgelig heller ikke bede udenlandske myndigheder om at foretage sig noget, som efterretningstjenesterne ikke selv må, lyder det fra justitsministeren i en skriftlig kommentar til Ritzau.

/ritzau/