Dansk sprint giver Montreal vigtigt mål i sejr

Skrevet af admin

16/04/2015

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyspiller Lars Eller fortsatte natten til torsdag sin gode stime af slutspilskampe.

Danskeren har ry for at spille godt i slutspillet, og han scorede da også et vigtigt mål, da hans klub Montreal vandt 4-3 hjemme over Ottawa i første kamp.

Montreal var i krise, da holdets stjernespiller P.K. Subban havde fået matchstraf og givet holdet en straf med fem minutter i undertal.

Men så prikkede Eller pucken fra en Ottawaspiller. Pucken røg videre til Ellers holdkammerat Brian Flynn, som glidende på knæene fik sendt den retur til Lars Eller i topfart.

Taget lettede nærmest i Montreals Bell Center, da danskeren sendte pucken i nettet til føring 3-2.

De to hold scorede en gang mere hver i anden periode, og Montreal vandt 4-3.

I Washington vendte Frans Nielsen tilbage til New York Islanders med succes. Danskeren var ude med en skade i grundspillets sidste tre kampe, men målet var selvfølgelig, at han skulle være klar til slutspillet.

Islanders overraskede ved at vinde 4-1 i Washington. Frans Nielsen blev noteret for en assist, da Josh Bailey bragte gæsterne foran 3-1 midt i anden periode.

Nielsen modtog pucken bag Washingtons mål og fik den sendt rettidigt ind foran mål, hvor Josh Bailey var på plads.

New York Islanders scoring til 4-1 faldt i tomt mål i slutningen af tredje periode, da hjemmeholdet havde erstattet målmanden med en ekstra markspiller.

Hjemme i Vancouver måtte Jannik Hansen til gengæld notere et nederlag tidligt torsdag morgen dansk tid. Vancouver tabte 1-2 til Calgary. Gæsternes sejrsmål faldt først 30 sekunder før tid.

For Jannik Hansen er det næppe en trøst, at han spillede en stor rolle, da Bo Horvat bragte Vancouver foran 1-0 midt i anden periode. Danskeren holdt godt fast i pucken og sikrede et massivt pres på Calgarys mål som i sidste ende gav scoring.

Den fjerde dansker i slutspillet, Frederik Andersen, spiller med Anaheim mod Winnipeg sent torsdag aften.

/ritzau/