Dansk stjerne-dj gav koncert med sin legende

Skrevet af admin

07/06/2016

Dagens topnyheder

Den danske dj og producer Morten Breum har ikke kun opnået gigantisk succes inden for de danske landegrænser, efter at han har udgivet populære elektroniske singler som "Domestic". Udlandet har nemlig også spærret øjnene op og lagt mærke til den 34-åriges musiske talent, og i løbet af de seneste år er Morten Breums musik nået ud til store dele af verden.

Morten Breums succes er gennem tiden blevet så stor, at han ikke længere er bosat i Danmark. Til daglig bor "Højere Vildere"-artisten i Los Angeles, hvor han har stiftet bekendtskab og optrådt med anerkendte musikere som Diplo fra Major Lazer, David Guetta og Avicii.

Til trods for sin popularitet og verdensomspændende succes blev Morten Breum en smule benovet, da han blev inviteret op på scenen af den kendte dj Tiësto under en koncert i Tivoli. Morten Breum fik også dokumenteret sin deltagelse i Tiëstos koncert, og på Instagram har han delt et opslag, hvor han viser, hvordan de to stjerner står sammen ved dj-pulten.

- Når en legende tager dig med på scenen, skriver Morten Breum til videoen.

Under Tiëstos besøg i Danmark sørgede Morten Breum for, at den hollandske dj blev vist rundt i København. Tiësto var også inviteret op på Københavns Rådhus, hvor han sammen med Dansk Folkeparti-politikeren Carl Christian Ebbesen, der er dedikeret Tiësto-fan, fik rådhuspandekager og en rundvisning på rådhuset.

Se Morten Breums video her: https://www.instagram.com/p/BGPgtwrpdd2/?taken-by=mortenofficial

/ritzau/FOKUS