Dansk stjernepar går fra hinanden

Skrevet af admin

24/11/2015

Dagens topnyheder

I november sidste år fejlede kærligheden ikke noget, da topmodellen Lykke May bekræftede, at hun havde pakket kufferten og var flyttet fra USA til Frankrig for at bo sammen med fodboldkæresten Nicki Bille. Nu, præcis et år senere, er forholdet forbi.

- Lykke og jeg er blevet enige om at gå hver til sit. Jeg ønsker ikke at gå i yderligere detaljer og håber også, at I vil respektere dette, skriver den 27-årige fodboldspiller på Facebook.

Det tidligere par boede sammen i et hus i Thonon-Les-Baines tæt ved Geneve-søen, så Nicki Bille kunne passe fodboldkarrieren hos klubben Evian i det franske. Dengang glædede den 33-årige model sig over, at kærligheden blomstrede netop i Frankrig, så hun kunne øve sig på sproget.

Lykke May har sønnen Shooter fra et tidligere forhold med den 64-årige instruktør Julian Schnabel. Ifølge Nicki Bille betyder bruddet med topmodellen mere tid til fodbold og familie.

- Jeg vil nu fokusere fuldt ud på min familie og venner samt karriere. Tiden vil vise min vej, skriver fodboldspilleren, der nu er skiftet til Esbjerg, efterfulgt af en smiley.

Ud over modeljobbet laver Lykke May også fotoopgaver, og sidste år havde hun sin debut på det hvide lærred i Sussanne Biers film "En Chance Til" over for blandt andre Nikolaj Coster-Waldau og Nikolaj Lie Kaas.

Se opslaget på Nicki Billes profil her: https://www.facebook.com/nickibille.nielsen.1

/ritzau/FOKUS