Dansk stjerneproducer hitter i udlandet

Med flere internationale kæmpehits på cv'et er toppen af hitlisterne ikke ukendt terræn for den danske producer og sangskriver Cutfather.

Og nu kan danskeren, der bærer det borgerlige navn Mich Hedin Hansen, endnu engang høre en af sine egne produktioner, hvis blot han tænder for radioen.

Den tidligere X Factor-dommer har nemlig både været med til at skrive og producere engelske Olly Murs' megahit "Up" sammen med kollegerne Peter Wallevik og Daniel Davidsen.

Det skriver Sony i en pressemeddelelse.

Det danskproducerede kæmpehit er enormt populært, og i sidste uge var "Up" således det mest spillede nummer på de engelske radiostationer.

20. maj kan danskerne få "Up" at høre, når 30-årige Murs lægger vejen forbi Danmark. Her skal han spille i Falconer Salen i København, hvor han indtager scenen netop sammen med sin danske stjerneproducer.

Koncerten bliver ikke den første med Olly Murs på dansk grund. Englænderen har nemlig optrådt for et udsolgt Store Vega, ligesom han også varmede op for selveste Robbie Williams i Parken.

Tidligere har Cutfather blandt andet produceret og skrevet hits for kunstnere som Kylie Minogue, Christina Aguilera og Ace of Base.

Newspaq

Dagens Gossip