Dansk stjerneskud måtte vente på gennembrud

Skrevet af admin

09/08/2015

Dagens topnyheder

Han har altid jagtet drømmen om at blive musiker, men alligevel måtte Patrick Dorgan vente på sit gennembrud, til han fyldte 27 år.

"Marilyn"-sangeren startede som 12-årig et coverband, der spillede både Kim Larsen og Beatles, og da han var færdig med folkeskolen, faldt valget på musikgymnasiet Sankt Annæ Gymnasium.

Men selvom Patrick Dorgan har musik i blodet, så har han lært på den hårde måde, at succes ikke bare er noget, der kommer, men noget man skal kæmpe hårdt for.

- Der var nogle år, hvor jeg havde lidt ondt af mig selv, og jeg gav andre folk skylden for, at min succes ikke blev til noget. For to år siden sagde jeg til mig selv, at jeg simpelthen var nødt til at tage mig sammen. Jeg kunne ikke bare være deprimeret uden at gøre noget ved det. Jeg tog teten, og så skete der pludselig en hel masse, siger han.

I november sidste år lykkedes det endelig for sangeren, hvor hans første single "On the Way Down", blev kåret til ugens uundgåelige på P3. Patrick Dorgan var på arbejde, da han fik den gode nyhed, der for alvor satte skub i musikkarrieren.

- Jeg var kok, og jeg havde lige taget en opvask, fordi jeg var alene på arbejde. Det var ikke ret sjovt, og jeg stod og svedte, mens jeg tænkte, at jeg ville komme væk fra det en eller anden dag. Jeg satte mig ud på trappen og røg en cigaret, og så tikkede mailen ind. Det var helt vildt fedt og et kæmpe skulderklap, siger han.

Den næste single "Marilyn" fik samme gode modtagelse, og siden har Patrick Dorgan været på turne rundt i Danmark. Billetterne til hans koncert i Lille Vega i København blev hurtigt revet væk.

- Det virker uvirkeligt, og jeg kan næsten ikke tro det. Jeg føler mig helt benovet og beæret. Det er det vildeste, når publikum synger med på en sang. Det er ret stort, og det er det, jeg går efter, siger han.

Selvom de to første singler er strøget til tops på hitlisterne, så er der stadig hårdt arbejde forude for sangeren. Det var nemlig ikke kun udsolgte biletter og proppede sale, som sangeren oplevede på sin turné. Flere steder måtte han optræde for halvtomme sale, men det tager han med oprejst pande.

- Vi spillede i Grenaa, og der stod der helt seriøst omkring 20 mennesker i en kæmpe sal. Det endte alligevel meget godt, og vi havde en fest. Det var faktisk vildt hyggeligt, men også lidt frustrerende, for jeg har lidt svært ved at kigge folk i øjnene, når det bliver så intimt, siger Patrick Dorgan.

Under Grøn Koncert optrådte han sammen med vennen og kollegaen Lukas Graham. De mange mennesker gjorde sangeren så nervøs, at han knap nok kan huske det første show, de spillede sammen.

- Det var så sindssygt. Der stod 30.000 mennesker og klappede og hujede. Sådan vil jeg også vildt gerne have det en dag. Min drøm er at spille for rigtigt mange mennesker. Det har det altid været. Når du først har fået suset, så skal det bare opleves igen, siger han.

Når Patrick Dorgan går på scenen er der hverken dans eller et kæmpe sceneshow. Den 28-årige kunstner vil i stedet lade musikken tale sit eget sprog.

- Jo mere man barberer sit show for alle de ting, des mere skinner det igennem, hvad man kan. Jeg vil være ham der, der bare kan det. Der er ikke nogen, der kan føle sig sikre, når jeg først kommer, griner han.

I øjeblikket arbejder den danske kunstner på et album, der forventes at udkomme senere på året.

Patrick Dorgan spillede lørdag på Smukfest i Skanderborg.

/ritzau/FOKUS