Dansk stjerneskud: Sårbart at blive hypet

Det er ikke kun på film, at speederen er trykket i bund for den danske skuespillerinde Danica Curcic, der lige nu er aktuel i Christian E. Christiansens "Lev stærkt".

Allerede før premieren på sin første store spillefilmsrolle, er Danica Curcic blevet et kendt navn og ansigt i filmbranchen, der i februar udråbte hende til "Shooting Star" på årets filmfestival i Berlin.

- Jeg prøver at lade være med at tage det for meget ind og i stedet fokusere på det, jeg laver. Al den anerkendelse er jo fantastisk at få, især inden man egentlig er kommet frem med det, man laver. Det er meget specielt, siger hun.

Den 29-årige skuespiller, der kom til Danmark fra Balkan som et-årig, har ellers ikke for vane at gå den slagne vej. For eksempel tog karrieren som skuespiller sin begyndelse med en bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet.

Den akademiske tilgang var dog ikke helt tilfredsstillende for den kunstneriske sjæl, hvorfor Danica Curcic efterfølgende tog et år på skuespillerskole i Californien. Herefter søgte hun ind på Statens Scenekunstskole, hvorfra hun blev færdiguddannet i 2012.

 - Jeg vildt stolt og jeg ved, at jeg har arbejdet hårdt for at nå hertil. Men jeg tror, det er vigtigt, at man bevarer en vis ydmyghed og bliver ved med at fokusere på at arbejde videre med sig selv.

- Det kan jo også pludselig gå den anden vej, og det er jeg meget opmærksom på. Jeg er stadig ny, og prøver at huske at sige til mig selv, at man godt må træde ved siden af, siger hun.  

Umiddelbart efter sin afgang fra scenekunstskolen fik Danica Curcic tilbudt hovedrollen i Det Kongelige Teaters opførsel af "Lulu". Men midt i den pludselige succes og overvældende anerkendelse husker den unge spiller på vigtigheden af også at have et liv ved siden af arbejdet.

- Jeg prøver at holde fast i mit privatliv og sørge for, at jeg har mine venner og min familie og min musik og kunst, for det er vigtigt for mig at få nogle andre input også, siger Danica Curcic, der mester instrumenterne klaver og harmonika.

På det hvide lærred debuterede Danica Curcic som Veronica i den danske film "Over Kanten" i 2012. Ronnie Fridthjof-produktionen blev dog ikke nogen overvældende succes, og kun små 28.000 danskere købte biografbillet til filmen.

Men det tog ikke modet fra skuespillerinden.

- Selvfølgelig er det sårbart, når folk har meninger om én, og i starten havde jeg ikke helt noget filter, så jeg tog alt ind. Man skal lige lære, at man ikke skal læse alt, der bliver skrevet, siger hun.

I 2014 er Danica Curcic på plakaten med hele fire danske spillefilm. Ud over "Lev Stærkt" medvirker hun i Hella Joofs "Malta - All Inclusive", filmatiseringen af Jussi Adler Olsens roman "Fasandræberne" samt Bille Augusts "Stille Hjerte".

- Man skal vænne sig til at kunne finde ro i det liv, for det er altså meget mærkeligt og sigøjner-agtigt. Den ene dag har man ikke noget at lave, og den næste vælter det ind med tilbud. Det er vigtigt, at man ikke bare sidder ved telefonen og venter. Man må selv være med til at skabe, siger hun.

I "Lev Stærkt", som har premiere torsdag den 26. juni, spiller Danica Curcic over for blandt andre Jakob Oftebro og Cyron Melville. De tre andre Curcic-film får premiere i løbet af efteråret og vinteren 2014.

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV