Dansk straffesparksskytte blev stresset af dommer

Det viser sig nu, at den ukrainske dommer, Kateryna Monzul, havde afgørende betydning for Danmarks første forsøg fra 11-meter-pletten i den afgørende straffesparkskonkurrence ved kvindernes EM-semifinale torsdag aften. Den danske forsvarer, Line Røddik, blev forstyrret af kvinden i sort, da hun gik til bolden foran Ingrid Hjelmseth i det norske mål.

- Jeg havde besluttet mig for, hvor jeg ville sparke. Men jeg tror, jeg bliver lidt stresset af, at hun (dommerne, red.) fløjter så hurtigt. Jeg plejer at have en fast rutine, før jeg sparker. Og så får jeg bare ikke sparket hårdt nok, forklarede Line Røddik med tung stemme efter semifinale-dramaet på Norrköping Arena.

Danmark tabte straffesparkskonkurrencen 4-2 til Norge. Også Theresa Nielsen missede sit straffeforsøg. Et insisterende og hårdt kæmpende dansk mandskab var ellers kommet tilbage i kampen ved Mariann Gajhedes udligning kort før slutfløjt i den ordinære spilletid. Dermed så det ud til, at Danmark på ny skulle levere et mirakel ved slutrunden i Sverige, efter at have sendt favoritterne fra Frankrig hjem i kvartfinalen. Men i stedet for at spille om guld mod Tyskland i søndagens finale, rejser kvinderne nu hjem med bronzemedaljer. Og det er svært at forholde sig til, siger Line Røddik.

- Lige nu tænker man ikke så meget på, at vi har vundet bronze. Vi havde virkelig drømt om den finaleplads. Og vi var så tæt på. Det er det, der gør så ondt. Det havde været fantastisk, det havde været en drøm, siger hun.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV