Dansk styrt stopper Hancocks suveræne speedwayrekord

Skrevet af admin

12/09/2014

Dagens topnyheder

For første gang i 20 år må den amerikanske speedwaystjerne Greg Hancock på lørdag i Vojens droppe et grandprix i VM-serien.

Den 44-årige amerikaner, der topper kampen om VM-titlen, er ikke kommet sig over de skader, han pådrog sig, da Niels-Kristian Iversen for to uger siden kørte ham ned i et voldsomt styrt i Polen.

Greg Hancock har deltaget i samtlige 177 grandprix-løb i historien, og det ærgrer ham, at han for første gang nogensinde må blive væk.

Skaderne betyder også, at han ikke kan forsvare sin førsteplads i VM-stillingen i Vojens.

- Det har været en hård dag for mig. Skaderne kunne have været meget værre. Jeg har gjort meget for at komme til at køre, men nu må jeg fokusere på Stockholm i stedet for, siger Greg Hancock til sin hjemmeside med henvisning til det næste grandprix i Sverige.

- Det knuser mit hjerte, at min status med deltagelse i alle løb er nået til ende, men vi må se fremad, siger han.

Niels-Kristian Iversen er heller ikke med i Vojens, da han både rev korsbånd og ledbånd over i det voldsomme styrt i Gorzow. Der venter danskeren seks måneders pause.

Både Iversen og Hancock blev kørt væk i ambulance. Amerikanerens hånd ramte Iversens baghjul og blev trukket med ind under skærmen.

Greg Hancock topper VM-stillingen med 112 point foran briten Tai Woffinden. Danske Nicki Pedersen indtager tredjepladsen med 93 point.

Hancock bliver i Vojens afløst af Nicolaj Busk Jakobsen.

/ritzau/