Dansk succestræner jagter metal efter semifinale-nedtur

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

Polens danske landstræner Kim Rasmussen håber, han kan mobilisere de sidste kræfter i sine spillere inden VM-bronzekampen på søndag, så polakkerne kan vinde deres første medalje nogensinde i kvindehåndbold.

Men det bliver et stort arbejde at hive spillerne op efter den massive skuffelse, de oplevede i Herning fredag aften, hvor Polen tabte semifinalen med 25-30 til Holland efter at have været bagud hele vejen.

- Vi vil skrive historie ved at vinde bronze, og det skal spillerne ville så meget, at de glemmer, hvem der står over for dem. Men lige nu er vi bare skuffede, siger Kim Rasmussen.

De færreste havde meget fidus til polakkerne inden turneringens start, men for andet VM i træk har Kim Rasmussen altså formået at tage holdet helt frem til semifinalen.

- Skuffelsen vejer klart tungere end stoltheden over, at vi er kommet så langt. Stoltheden har vi glemt, og vi er kommet videre, siger Kim Rasmussen.

Hans hold kom skævt i gang og var stort bagud i hele første halvleg, hvilket træneren tilskriver, at gruppekampen mod hollænderne spøgte i spillernes baghoveder.

Den kamp tabte Polen med 11 mål, ikke mindst fordi Hollands målvogter Tess Wester spillede stærkt.

- Da vi brændte et, to og tre skud, begyndte tankerne om den første kamp at krybe frem. Spillerne var for længe om at slippe nerverne.

- Men jeg er trods alt stolt af, at de kom tilbage og fik skabt lidt spænding, så kampen ikke blev en fuser. I anden halvleg viste vi, at vi sagtens kan spille lige op med Holland, men en kamp varer 60 minutter, siger Kim Rasmussen.

I bronzekampen møder Polen taberen af den anden semifinale mellem Norge og Rumænien.

/ritzau/