Dansk succestræner skaber VM-chok: Jeg er målløs

Skrevet af admin

14/12/2015

Mest læste i dag

Den danske træner Kim Rasmussen leverede et nyt stort resultat med det polske håndboldlandshold, da polakkerne mandag skabte en mindre sensation ved at eliminere Ungarn med 24-23 i VM-1/8-finalen i Herning.

Ungarn, der i den indledende runde kørte Danmark midt over, kunne ikke knække det polske kollektiv, og dermed er Polen mellem de otte bedste ved VM.

- Jeg er helt målløs. Det er så dejligt at være træner sådan en dag. Lige så skidt, det kan være at være træner, lige så godt kan det være engang imellem, siger Kim Rasmussen.

Han råder ikke over et hold med mange store navne, men Polen formår alligevel at bide sig fast i kampene, når det gælder.

På den måde blev holdet meget overraskende nummer fire ved VM for to år siden, og nu er Rasmussen og hans tropper muligvis ved at skabe et nyt højdepunkt i polsk kvindehåndbold.

- Vi har ikke spillet særlig godt ved dette VM, men vi har hele tiden haft denne sjette kamp for øje. Uanset hvor dårligt, vi har spillet, har vi haft denne kamp at se frem til, og nu står vi i en kvartfinale.

- Spillerne tror på de idéer, jeg kommer med, og jeg viser stor tillid til spillerne hele året. På den måde har vi fået bygget et koncept op.

- Vi vinder ikke de fleste kampe mod de bedste hold i verden, men vi har det med at vinde de vigtigste på de helt rigtige tidspunkter, siger Kim Rasmussen.

Hans nuværende kontrakt med det polske landshold løber frem til sommer, men står det til danskeren, skal den forlænges.

- Jeg ved, jeg er i en branche, hvor jeg kan blive fyret hver dag - dog nok ikke i morgen. Jeg elsker at arbejde med dette polske hold.

- Hvis jeg kan bestemme, vil jeg meget gerne fortsætte. Det har været et sundt udviklingssted for mig, siger han.

Kim Rasmussen blev i løbet af efteråret hentet ind som klubtræner for storklubben CSM Bukarest.

Tidligere på året blev han hyret af makedonske Vardar, men blev efter et farceagtigt forløb fyret efter blot en måned i jobbet.

- Engang imellem får jeg chancen for at stå i spidsen for store klubber og komme med helt ind bagved. Det er virkelig god læring. Og hvem ved? Måske er jeg så heldig en dag at blive dansk landstræner, siger Kim Rasmussen.

Polen møder i kvartfinalen enten Rusland eller Sydkorea.

/ritzau/