Dansk Supermarked vil give pakker i butikken

Det bliver nemmere og nemmere for danskerne at få fat i deres pakker. Mens Coop og Post Danmark har lavet en aftale om hentning af pakker i Coop-butikkerne i åbningstiden, er Dansk Supermarked nu også parat med en tilsvarende løsning.

Det er både pakker, som folk sender til hinanden - men især pakker, som folk har bestilt over nettet.

Helt lavpraktisk vil der blive opsat skabe i de forskellige varehuse, hvori pakkerne bliver leveret. Og ved hjælp af en kode sendt til mobilen kan man hente sine pakker i det varehus, der passer en bedst.

- Vi er utroligt glade for, at Dansk Supermarked har set mulighederne i vores koncept. Det betyder, at danskerne fra lørdag morgen kan hente produkter købt i en web-shop i vores bokse i varehusene, siger Swipbox' direktør Henrik Gedde Moos om tiltaget.

Det er ikke mere end en uge siden, at Coop og Post Danmark fortalte om deres samarbejde - og nu følger Dansk Supermarked altså efter.

- Vi er godt tilfredse med, at Bilka og Føtex ved at blive vært for Swipbox kan medvirke til at forenkle e-handel for det voksende antal danskere, der køber ind på nettet, siger e-handelsdirektør Jørgen Klüwer fra Dansk Supermarked.

Og da alle Danmarks Bilka'er og Føtex-butikker får de elektroniske skabsmoduler, betyder det, at konceptet er landsdækkende med øjeblikkelig virkning.

- Vi har som mål at give e-handlende den absolut optimale fleksibilitet i forhold til at få de varer, der er købt på nettet, og samtidig give danskerne adgang til at sende pakker til hinanden i samme smarte system, siger Henrik Gedde Moos.

Der er investeret et tocifret millionbeløb i udviklingen af den nye løsning. Blandt investorerne er Vækstfonden, Nielsen & Nielsen Holding samt Peter M. Clausen, storaktionær i Danfoss.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV