Dansk Supermarked vil spille med de finansielle muskler

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Dansk Supermarked vil sætte konkurrenterne til vægs ved at investere to milliarder kroner om året fremover i nye butikker, renoveringer og mere handel over internettet.

Topchefen i Dansk Supermarked, Per Bank, kan ikke se, at konkurrenterne vil kunne følge med.

Samlet vil Dansk Supermarked øge sine investeringer med omkring 40 procent.

- Vi tror på, at en forbedring af de eksisterende butikker vil give os flere kunder og gøre dem endnu mere loyale. Samtidig vil der gå en del til e-commerce. Vi købte Wupti og i iPosen.dk sidste år, og der vil nok komme mere, siger Per Bank.

Investeringerne vil ikke gøre den store forskel, hvis alle konkurrenterne i markedet gør det samme, og der dermed bare er lagt en ny standard. Men det er ikke den situation, Per Bank ser.

- Det er ikke alle, der har vores indtjeningsevne. Vi har et overskud på 1,7 milliarder efter skat. Tager man Rema, så har Rema et par hundrede millioner. Coop ligger vel på et rundt nul og Aldi og Dagrofa (Kiwi, Meny og Spar red.) giver underskud.

- Så vi er klart dem, der har den største styrke til at udvide butiksnettet, siger Per Bank.

Investeringer er ifølge direktøren afgørende for at nuppe en større del af markedet for dagligvarer. Markedet vokser ikke, og derfor skal vækst komme fra konkurrenternes lommer.

- Vi kan vinde markedsandele ved at tage de bedste placeringer. Situationen er ofte, at der sker en udvanding af områder, hvor butikkerne historisk har ligget, så de ikke er attraktive længere, siger Per Bank.

Som eksempel giver han Netto i den lille by Augustenborg på Als. Her blev omsætningen fordoblet, da man skiftede fra en placering midt i byen til en ny butik ved landevejen nær Danfoss.

- Derfor er det vigtigt ikke bare at have styrken til at udvide antallet af butikker, men også at kunne flytte dem, der ikke har den rigtige placering.

- Ellers bliver man langsomt men sikkert fanget med et butiksnet, der ikke har fulgt med tiden, siger Per Bank.

/ritzau/