Dansk supertalent færdig ved VM

Det blev kun til to kampe ved VM for den unge danske badmintonkomet, Viktor Axelsen. Den 19-årige dansker tabte i anden runde, og han er dermed færdig ved VM i Kina. Til gengæld kom damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sikkert videre fra dagens runde.

Viktor Axelsen tabte tidligt onsdag sin anden runde kamp til Takuma Ueda. Den 16-seedede japaner vandt den tætte kamp med cifrene 24-22, 21-17. Danskeren var i første sæt tæt på at kunne snuppe føringen, men han tabte sin sætbold og efterfølgende sættet. Andet sæt var også lige, men Axelsen var dog sættet igennem konsekvent et par point efter japaneren.

Anderledes overlegne var Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, da de på kun en halv time eliminerede et useedet amerikansk par med sætcifrene 21-9, 21-15. Det fjerdeseedede danske par er dermed videre til fjerde runde, hvor det ligner et møde med et tiendeseedet par fra Thailand.

Den useedede danske herredouble Rasmus Bonde og Mads Conrad-Petersen var på forhånd oppe mod overmagten, da de skulle møde det topseedede koreanske par Sung Hyun Ko og Yong Dae Lee. Efter at have tabt første sæt 21-12, kom Conrad og Bonde bedre med i anden sæt - og de var faktisk foran 11-9 ved sidebyttet. Herefter strammede koreanerne dog igen grebet om kampen og endte med at vinde sættet 21-16.

Dagens Gossip