Dansk svampeekspert skudt under røveri i Tanzania

En dansker er blevet dræbt i Tanzania - angiveligt i forbindelse med et røveri.

- Vi kan bekræfte, at en dansker er blevet dræbt i Tanzania. Vi har tavshedspligt i personsager, og vi kan derfor ikke fortælle yderligere i sagen. De pårørende er underrettet, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice til Ritzau.

Ekstra Bladet skriver, at den dræbte er en mand, og han skal være blevet skudt i forbindelse med et røveri. Disse oplysninger kan Udenrigsministeriet ikke bekræfte.

Drabet skal ifølge avisen være sket for en uge siden, og offeret er den 71-årige naturforsker og svampeekspert Vagn Alstrup, skriver Ekstra Bladet, der har fået oplysningen bekræftet af flere pårørende.

Vagn Alstrup var en anerkendt såkaldt lichenolog med speciale i lav - en svampeart. Han har blandt andet forsket for Københavns Universitet i faget og har skrevet en række bøger om emnet.

Inden sin død var han bosat i Tanzania sammen med sin hustru, og han betragtede det ifølge Ekstra Bladets oplysninger som sit andet hjem.

Den dræbtes kone blev, ifølge Ekstra Bladet, såret ved røveriet. Hun har efter sigende overlevet det voldsomme røveri.

/ritzau/

Dagens Gossip