Dansk talent vinder sølv ved enkeltstart-VM

Danmark hentede tirsdag sin anden medalje ved VM i cykling, da Mathias Kriegbaum kørte sig ind på en andenplads på juniorernes enkeltstart over 22,1 kilometer.

U19-rytteren og tempospecialisten blev kun overgået af belgieren Igor Decraene, der kom i mål i tiden 26.56,83 minutter.

Det var knap ni sekunder hurtigere end danskeren, der altså vandt sølv.

Da Kriegbaum krydsede målstregen, var han feltets hurtigste. Men Decraene, der startede næstsidst, var hurtigere både på første og anden mellemtid, og forspringet holdt hjem.

Mathias Kriegbaums styrke i tempodisciplinen er ikke kommet ud af det blå.

Sidste år blev han europamester i sin aldersklasse, og ved VM var han kun to sekunder fra en bronzemedalje.

Den anden danske deltager i juniorklassen, Emil Wang, kørte et godkendt løb og sluttede som nummer 11.

/ritzau/

 

Dagens Gossip