Dansk teenagehold imponerer på banen i Hongkong

Skrevet af admin

15/01/2016

Dagens topnyheder

Et ungt talentfuldt dansk banelandshold i fire kilometer holdforfølgelsesløb imponerende fredag morgen ved World Cuppen i Hongkong.

Det danske hold bestående af fire teenagere - Casper Pedersen, Rasmus Pedersen, Niklas Larsen og Frederik Madsen - satte næsthurtigste tid i kvalifikationen, hvilket betyder, at kvartetten lørdag skal køre om en plads i finalen.

Tiden på 4.02,264 minutter blev kun overgået af Australien, der var lidt mere end et sekund hurtigere.

De fire danske ryttere, der blot har en gennemsnitsalder på 17,5 år, skal lørdag dyste mod Italien om en plads i finalen. Italienerne satte tredjehurtigste tid på velodromen i Hongkong.

Det italienske mandskab var omkring 3/10 sekund langsommere end det danske teenagehold.

Assisterende banelandstræner Martin Lollesgaard ser fine muligheder for at nå finalen.

- Hvis vi retter de fejl, vi lavede i kvalifikationen, så kan vi slå i Italien, og så skal vi køre om guld senere på lørdagen.

- Skal det lykkes at slå Italien, så kræver det, at vi kører ligeså godt som i kvalifikationen og samtidig retter nogle fejl. Gør vi det, så er jeg rimelig sikker på, at vi kører om guld, siger Lollesgaard.

Den assisterende landstræner peger på, at de unge danske ryttere i kvalifikationen var lidt for ivrige fra start.

- Vi kom for hurtigt ud af startblokken. Det kostede i midten af løbet. Vi havde så en rytter, der fik sat fart på igen ved at tage en dobbeltføring, og det reddede det hele for os, siger Lollesgaard.

Skulle danskerne nå finalen, forventer Martin Lollesgaard, at Australien bliver modstanderen. I den duel vurderer den assisterende landstræner, at teenageholdet vil få det svært.

Den imponerende kørsel i kvalifikationen betyder samtidig, at det danske hold er sikker på at slutte på minimum ottendepladsen i Hongkong. Dermed er holdet tæt på at booke en plads ved sommerens OL i Rio de Janeiro.

- Vi ligger rigtig godt i OL-kvalifikationen. Jeg er tæt på at sige, at vi nu næsten er sikre på OL allerede før VM senere på året. Jeg har ikke helt regnet på det, men det nærmer sig, siger Martin Lollesgaard.

/ritzau/