Dansk teenager får fuld tid og sejr i Chelsea-debut

Skrevet af admin

28/10/2014

Mest læste i dag

Den 18-årige fodboldspiller Andreas Christensen fik tirsdag aften debut for Chelsea.

Det skete, da den engelske storklub vandt 2-1 ude over Shrewsbury fra den fjerdebedste række i Capital One Cup, den mindst betydningsfulde af de to engelske pokalturneringer.

Den danske U21-landsholdsspiller spillede hele kampen, som Chelsea først sent fik afgjort til egen fordel.

Det var endda Shrewsburys Jermaine Grandison, der sørgede for sejren, da han ni minutter før tid scorede i eget net.

Veteranen Didier Drogba bragte Chelsea foran 1-0 efter 48 minutter, mens hjemmeholdets Andrew Mangan udlignede 13 minutter før tid.

Selvmålet sørgede dog for, at Chelsea er videre til kvartfinalerne.

Andreas Christensen kom til Chelsea fra Brøndby i 2012, men har altså måtte vente på sin debut.

Han har høstet roser fra blandt andre Chelsea-manager José Mourinho og klubbens anfører, John Terry.

Tidligere i oktober var forsvarsspilleren med til at kvalificere U21-landsholdet til næste års EM-slutrunde, der bliver spillet i Tjekkiet.

Liverpool så ud til at være på vej mod endnu en af de skuffelser, der foreløbig har kendetegnet holdets sæson.

Hjemme på Anfield var klubben bagud 0-1 hjemme mod Swansea, men så scorede det indskiftede problembarn Mario Balotelli til 1-1 fem minutter før tid.

Så lignede det forlænget spilletid, men forsvareren Dejan Lovren nåede at score til 2-1 i dommerens tillægsminutter, så Liverpool kom videre.

Forinden var Swanseas Federico Fernandez blevet udvist.

/ritzau/