Dansk tennis savner støtte til den næste Wozniacki

Skrevet af admin

05/12/2015

Mest læste i dag

Fra en støtte på lidt mere end 1,1 millioner kroner i 2015 til 150.000 kroner i 2016, som er øremærket Caroline Wozniackis bestræbelser på at hente medalje ved OL i Rio.

Sådan lød kendsgerningerne for Dansk Tennis Forbund (DTF), da Team Danmark tidligere på ugen offentliggjorde støttekronerne for næste år.

Prioriteringen er "beklagelig", mener Thomas Königsfeldt, der er politisk ansvarlig for elite- og talentområdet i DTF.

Han efterlyser, at Team Danmark selv i et OL-år ville prioritere mere langsigtet, så DTF eksempelvis kunne sørge for bedre vilkår til det U12-landshold for drenge, der har vundet EM i år.

- Det bliver i hvert fald ikke nemmere at opfostre en ny Caroline Wozniacki uden støtte. Hun fik megen støtte i en ung alder og var måske ikke blevet en del af verdenstoppen uden.

- Vi er kede af, at vi ikke har mulighed for at støtte de unge i 2016, men håber, at støtten kommer tilbage i 2017. Team Danmark fokuserer meget på medaljer, og det kan vi ikke garantere. Vi har ikke et VM eller EM, men kun et OL, siger Thomas Königsfeldt.

Hvad den manglende støtte i 2016 konkret kommer til at betyde for talentudviklingen i dansk tennis skal diskuteres på et bestyrelsesmøde, formentlig i januar, oplyser Königsfeldt.

Han kigger også indad og har på sin vis forståelse for, at Team Danmark har besluttet at skære i støtten til tennisforbundet.

- Vi har ikke levet op til forventningerne. De spillere, der har været inde under støtteordningen, har ikke været gode nok. Det gælder både de 17- til 19-årige, men også Caroline Wozniacki og Frederik Løchte i forhold til verdensranglisten.

Spørgsmål: Hvad er forklaringen?

- Dels har vi været hårdt ramt af skader, men det er kun en del af mange årsager. Det er ikke kun i år, vi ikke har levet op til forventningerne. Vi har ikke evnet at skabe en "ny Caroline".

- Tennis er en svær sportsgren at slå igennem i, da det er en af verdens største sportsgrene. Det er svært at komme i top-ti som junior eller i top-100 som senior med den konkurrence, der er i sporten, vurderer Thomas Königsfeldt.

Team Danmark har ikke lagt skjul på, at støttekronerne for 2016 fordeles med henblik på gode resultater ved OL, og det har blandt andet ramt talentudviklingen i tennis, lød det fra Team Danmarks direktør, Lone Hansen, i pressemeddelelsen onsdag.

- Vi har haft et fælles mål sammen med Dansk Tennis Forbund om at styrke talentarbejdet siden 2009. Det har vi arbejdet målrettet efter.

- Men vi må desværre konstatere, at vi i fællesskab ikke har nået målene om at skabe juniorer i top-ti på verdensranglisten, eller seniorspillere på vej mod top-100. Det har vi reageret på nu.

- Vi fokuserer derfor nu samarbejdet om Carolines OL-forberedelser, og vi kommer ikke til at samarbejde om talentudviklingen i det kommende år, lød det fra Lone Hansen.

/ritzau/