Dansk tennisamatør: Nadal-dyst lørdag - skole på mandag

Skrevet af admin

19/09/2015

Dagens topnyheder

Den danske tennisspiller Thomas Kromann fik karrierens største oplevelse lørdag eftermiddag.

Sammen med Frederik Løchte Nielsen tørnede han sammen med de spanske verdensstjerner Rafael Nadal og Fernando Verdasco. Den danske duo ydede endda god modstand og tabte 4-6, 6-3, 6-7, 4-6 efter en tæt Davis Cup-dyst.

Mens Løchte har en Wimbledon-titel i double på sit cv, spiller Kromann som amatør i den danske elitedivision, mens hans studerer.

- Det var sjovt at spille mod verdensstjerner og så for sit land med Danmark på ryggen. Det er helt specielt og vanvittigt, at Nadal står på den anden side. På mandag sidder jeg igen på skolebænken.

- Vi fik vist, at vi kan være med mod to verdensstjerner. Det er en fed bekræftelse af få, men det er selvfølgelig aldrig sjovt at tabe en kamp, siger Thomas Kromann.

Han fik stor ros af sin makker.

- Det er altså en 32-årig, der spiller sammen med en CBS-studerende, mod en mangedobbelt grand slam-vinder og en vinder af World Tour Finals. Jeg synes, vi spillede en virkelig god kamp.

- Thomas spiller altså bare i elitedivisionen normalt, så det er imponerede, han kan holde dette niveau, siger Frederik Løchte.

Thomas Kromann skulle lige bruge første sæt på at finde sig til rette i kampen. Da han var spillet varm, gik andet sæt til danskerne, og det tredje var tæt på at gå samme vej. Men ved stillingen 4-5 lavede Løchte to dobbeltfejl.

- Når man kan komme i en tiebreak, kan man også vinde den. Det er ærgerligt, at jeg går ned i niveau og ikke rammer en kugle i sidste del af tiebreaken.

- Men vi fulgte vores gameplan, var aggressive i egen serv og tog vores chancer i returneringerne. Samtidig kunne vi mærke, de ikke var så komfortable på det hurtige underlag, siger Løchte.

Nadal beklagede sig ikke over underlaget, men havde særligt ros til den ene af modstanderne.

- Nielsen er en virkelig god spiller. Kampen blev tæt og svær, men jeg er glad for, at vi fik sejren hjem i fjerde sæt, så vi tog endnu en skridt tilbage mod World Group, siger Nadal.

Spanien fører nu dysten mod Danmark 3-0 og er sikker på at bevare pladsen i den næstbedste division. Danmark skal senere på efteråret møde Sverige i en kamp om overlevelse.

Søndag afsluttes kampen i Odense med to singler. Det er uvist, om Nadal bliver en af de to spanske aktører.

/ritzau/