Dansk tilfredshed med riffel-sølv: Mine fingre dirrede

Skrevet af admin

22/06/2015

Dagens topnyheder

Selv om guldet var utroligt tæt på, var den danske riffelduo med Stine Nielsen og Steffen Olsen tilfreds, da det blev til sølv efter finalen mod Italien i 10 meter luftriffel for mixede hold ved European Games.

Stillingen var 4-4 i finalen, men de italienske favoritter var bedst til at holde nerverne i ro og vandt 5-4.

- Vi kunne kun overraske. Desværre lykkedes det ikke i finalen. Jeg var vildt nervøs. Mine fingre dirrede, men jeg forsøgte at lukke mig inde og koncentrere mig om mine skud.

- Og nu har vi vundet sølv ved European Games. Det er så vildt, siger Stine Nielsen i en pressemeddelelse fra DIF.

Den danske duo havde ikke forventet at være så tæt på at hente den første dansk guldmedalje i Baku. Nu blev det i stedet for endnu én af sølv til den samlede danske delegation.

- Selvfølgelig ville vi gerne vinde finalen. Men jeg har det alligevel fantastisk. Det er helt vildt det her.

- Det var en fed finale, hvor vi stod face to face med vores modstandere, og hvor publikum virkelig var med. Det giver et ekstra pres, men det er også de her situationer, som vi kæmper for at nå til, siger Stine Nielsen.

Hun fik ros af sin makker, der ikke var mindre forbløffet over den gode præstation.

- Vi skyder rigtig godt i indledende runde og står derfor i semifinalen. Pludselig har vi vundet den, og så er der finale. Her redder Stine mig et par gange, hvor jeg ikke skyder så godt, men den her riffel er heller ikke mit primære våben.

- Jeg ville gerne have vundet guld, men set over hele dagen, så er jeg rigtig godt tilfreds. Vi havde på ingen måde regnet med det her, siger Steffen Olsen.

Det var Danmarks tredje medalje ved European Games. Hidtil har Danmark snuppet en sølvmedalje ved bueskytten Maja Jager og en bronzemedalje ved René Holten Poulsen i 1000 meter enerkajak.

/ritzau/