Dansk topdommer: Jeg blev fyret på et forkert grundlag

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

Den anerkendte danske folkeretsekspert Frederik Harhoff tager nu for første gang bladet fra munden i den kontroversielle sag om hans fyring fra Krigsforbyderdomstolen for Jugoslavien (ICTY) i august. Det skriver Information.

- Jeg er blevet fyret, fordi man er forarget over, at jeg har kritiseret nogle frifindelser og har skrevet dårligt om retspræsidenten. Det kan jeg da godt forstå. Men det er bare ikke fyringsgrund i ICTY's retssystem, siger Frederik Harhoff i et interview med Information.

Den danske dommer blev afsat af et dommerpanel ved ICTY på baggrund af indholdet i et privat brev, han havde sendt til 56 danskere, og som senere blev lækket og offentliggjort i BT.

Sagen vakte opsigt i både Danmark og i internationale retskredse.

I dag hævder Frederik Harhoff, at han blev dømt ude på et "forkert retligt grundlag", og at han modsat sædvane i den type sager blev nægtet muligheden for at forsvare sig selv over for det panel, der erklærede ham inhabil.

Diskvalificeringen er kontroversiel både inden og uden for domstolen, erfarer Information.

Flere dommere ved ICTY, der kun vil udtale sig anonymt, støtter Harhoffs indsigelser. Det samme gør en anerkendt amerikansk juraprofessor.

- Kritik udefra er okay, men indefra tolereres det ikke. Harhoffs forseelse er at have kritiseret domstolens ledelse, og så i et privat brev.

- Det anses for at være utilgiveligt, siger Jens David Ohlin, som er professor i folkeret ved Cornell University i New York, og hvis forskning ofte er blevet citeret under retssager mod krigsforbrydere i Haag.

Ohlin tilføjer, at ICTY er "omgærdet af en tavshedskultur".

/ritzau/