Dansk toppar slår sig selv ud af All England

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er overraskende færdige ved All England.

Torsdag eftermiddag tabte den finaleseedede danske damedouble i anden runde til kvalifikationsspillerne Ma Jin og Tang Yuanting fra Kina. Kineserne vandt 17-21, 21-9 og 21-8.

De to danskere ødelagde det for sig selv i slutningen af første sæt, da de valgte at slå ud efter den samme bold. Det kostede Christinna Pedersen en blodtud.

Pedersen var tydeligvis groggy og måtte gennemføre resten af kampen med et plaster på næsen.

Det lykkedes at hive første sæt hjem, men det danske sammenstød betød, at de kinesiske modstandere overtog initiativet. Jin og Yuanting vandt uden de store problemer både andet og tredje sæt.

All England har foreløbig været en stor dansk nedtur. Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen røg onsdag ud i første runde i herresingle, mens herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte tidligere på torsdagen.

Eneste tilbageværende danskere i Birmingham er Hans-Kristian Vittinghus i herresingle samt mixeddoublerne Christinna Pedersen/Joachim Fischer Nielsen og Kamilla Rytter Juhl/Mads Pieler Kolding.

De to danske mixeddoubler står over for hinanden senere torsdag, mens Vittinghus skal op imod Boonsak Ponsana.

/ritzau/