Dansk toptræner færdig i Rumænien: Det er rigtig træls

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Hvis man kun kigger på de sportslige resultater, er det noget af en bombe, den rumænske håndboldklub CSM Bukarest har smidt ved at skille sig af med den danske træner Mette Klit.

Under danskeren vandt klubben sidste sæson det rumænske mesterskab, og denne sæson er startet med fire sejre i fire kampe. Alligevel kommer det ikke helt bag på Mette Klit selv, at tiden i Bukarest nu er forbi.

- Jeg er ikke overrasket, men der er adskillige klausuler i min kontrakt, der gør, at jeg ikke rigtig kan sige mere lige nu, siger hun.

Klit fik halvandet år i den unge klub, der satser stort på at blive en af de førende i Europa.

- Jeg er selvfølgelig skuffet over at jeg ikke får lov at føre holdet videre og høste frugten af at bygge dette hold op fra bunden. Det er rigtig træls for at sige det på godt jysk, siger hun.

Før denne sæson har hun blandt andet hentet de to danske landsholdsspillere Line Jørgensen og Maria Fisker til klubben.

Nu må de klare sig uden landsmanden på sidelinjen, mens Mette Klit selv kan se tilbage på en god tid - trods den noget bratte afslutning.

- Det har været rigtig spændende. Da vi startede, var der intet. Jeg har selv skullet finde spillere, træningsfaciliteter og bygge en træningskultur op. Det har været et superspændende projekt at være en del af, siger hun.

Nu går turen tilbage til Danmark for at overveje, hvordan trænerkarrieren skal fortsætte.

- Nu skal jeg lige have løst det kontraktmæssige, og så tager jeg stille og roligt tilbage til Danmark og vurderer situationen, lyder det fra Mette Klit.

/ritzau/