Dansk triatlon-dronning ude af koma

Europamesteren Camilla Pedersen meldes af Dansk Triatlon Forbund i bedring.Så er der endelig godt nyt omkring Camilla Pedersen, der i sommer blev Europamester i triatlon.

På triatlonforbundets hjemmeside fortælles nyheden om, at hun søndag blev taget ud af det koma, hun har været holdt i, siden hun den 3. september under en træningstur i Esbjerg var involveret i en alvorlig ulykke og pådrog sig såvel kraniebrud som blødninger ved hjernen.

Hendes familie har været i spæd kontakt med Camilla Pedersen, der dog er meget omtåget grundet medicineringen. - Jeg var i kontakt med familien i morges, og de fortæller, at hun nu er sat i gang med opvågningsfasen, som kan variere fra et par dage til et par uger, og derefter venter der hende et langt og hårdt genoptræningsforløb, fortæller landstræner Michael Krüger, der har svært ved at skjule sin begejstring over nyheden: - Vi har længe ventet på denne besked, og jeg har svært ved at beskrive, hvor glad det gør mig. Det er rigtigt dejligt at høre, at Camilla er i bedring.

Samtidig oplyser Camilla Pedersens bankrådgiver, at der er doneret 16.441,- kr. til den indsamlingskonto, der er blevet oprettet til Camilla.

- Det er utroligt rørende, at så mange mennesker vil støtte Camilla. Der er rigtigt mange fine initiativer i gang i Esbjerg, hvor der bliver gjort en stor indsats for at hjælpe, og jeg kan slet ikke vente med at fortælle Camilla om det, når hun forhåbentligt inden længe er tilbage hos os med sit dejlige væsen, siger Janni Møller Thomsen, der er en af personerne bag indsamlingen.

Dagens Gossip