Dansk turist overlever dramatisk overfald med bjørn i Canada

Skrevet af admin

21/07/2014

Mest læste i dag

En dansk turist fik sig et chok, da han blev overfaldet af en bjørn på en ferie i Canada.

Trods opsatte skilte i området, der advarer mod bjørne, havde en dansk fuglekigger forvildet sig ind i et bærområde i vildmarken ved byen Canmore, hvor han mødte bjørnen, skriver den canadiske lokalavis Calgary Sun søndag.

- Han var midt i et område med bærbuske, og bjørnen har sandsynligvis været i gang med at spise på det tidspunkt, siger Kim Titchener fra Wildsmart, en organisation, der forsøger at formindske konflikter mellem naturen og mennesker, til avisen og fortsætter:

- Bjørnen løb mod ham og bed ham i armen. Den flåede jakken af ham, og han har fået nogle skrammer. Han har været meget heldig.

Da der ikke var nogle vidner, ved myndighederne ikke, om danskeren faktisk blev bidt, eller om han blev revet af bjørnen, eller hvilken slags bjørn det var. Danskeren kunne kun sige, at bjørnen var brun.

Den danske turist har fortalt myndighederne i Canmore, der ligger i provinsen Alberta i det vestlige Canada, at han ikke så bjørnen, før den overfaldt ham. Myndighederne siger, at bjørnen sandsynligvis var chokeret over at se et menneske og ville forsvare sit territorium.

Mens danskeren efter omstændighederne slap godt fra mødet med bjørnen, så er det ikke sikkert, at bjørnen er lige så heldig.

Da angrebet flåede mandens jakke op og forårsagede mindre hudafskrabninger på danskerens arm, er der ifølge myndighederne tale om tegn på aggression. Derfor skal bjørnen fanges og undersøges. Derefter vil det blive afgjort, om bjørnen skal flyttes eller aflives.

- Det sørgelige er, at det går ud over bjørnen. Forhåbentlig slippes den løs og bliver ikke aflivet, for det er ikke bjørnens skyld, siger Kim Titchener.

Området er foreløbig lukket af for mennesker, og der er opsat fælder for at fange bjørnen.

Dave Dickson fra Canadian Fish and Wildlife siger til avisen, at det endnu ikke er afgjort, hvad bjørnens skæbne bliver.

/ritzau/