Dansk-tysk vindpark kommer i EU's overhalingsbane

Skrevet af admin

14/10/2013

Dagens topnyheder

En del af den stort anlagte vindmøllepark ved Kriegers Flak er trukket ud i EU's overhalingsbane, oplyser EU-Kommissionen mandag.

Kriegers Flak-projektet, der allerede har fået 1,1 milliard kroner i anden EU-støtte, er nemlig kommet på listen over projekter af fælleseuropæisk interesse.

Listen indeholder i alt 248 projekter, der skal forbedre EU's infrastruktur inden for både olie, gas og el. Projekterne får forrang til hurtigere godkendelser og kortere behandlingstid.

- Alle projekterne er vigtige - fra størst til mindst. Og medlemsstaterne bør stå bag dem alle. Om nogle få år vil vi kunne se, at klart størstedelen er blevet gennemført, siger Günther Oettinger, energikommissær.

Samtidig behøver projekterne kun indhente godkendelse fra én tilsynsmyndighed frem for i flere forskellige lande.

Med en plads på listen følger desuden retten til at søge yderligere EU-støtte i flere forskellige former - herunder direkte støtte fra en pulje på godt 43 milliarder kroner og billige lån fra den Europæiske Investeringsbank, EIB.

I Østersøen kommer Kriegers Flak senest i 2020 til at blive en elektrisk banegård, hvor strøm fra den kæmpe havmøllepark vil blive distribueret til Tyskland og Danmark.

Dermed bliver Kriegers Flak mellemstation mellem det danske og det tyske elnet. Det vil EU-Kommissionen hjælpe på vej for at gøre handel med energi på tværs af grænser lettere.

Ud over Kriegers Flak er også en elforbindelse mellem Endrup ud for Esbjerg og Niebüll i Tyskland, en elforbindelse mellem Kassø i Sønderjylland og Audorf, en gasforbindelse mellem Danmark og Polen, samt en gaslinje mellem Danmark og Tyskland på listen.

Listen, der fremover skal opdateres hvert andet år, bliver nu sendt til Europaparlamentet og medlemslandene, som har op til fire måneder til at gøre indsigelser. Hvis parterne ikke afviser listen, træder fordelene i kraft.

/ritzau/