Dansk U21-fløjraket: Vi skal jagte EM-titlen

Skrevet af admin

01/06/2015

Mest læste i dag

Det danske U21-landshold har ifølge Yussuf Poulsen kvaliteterne til at vinde det kommende EM i Tjekkiet.

I alt otte nationer deltager i slutrunden, hvor danskerne i første omgang skal møde de tjekkiske værter, Tyskland og Serbien i den indledende gruppe. De to bedste går videre til semifinalerne.

- Vi skal ned og tro på, at vi kan vinde turneringen.

- Hvis vi ikke tror på, at vi kan, så sker det heller ikke. Målsætningen er, at vi skal videre fra puljen, og det går vi efter, siger Yussuf Poulsen.

- I en eventuel semifinale handler det om, hvor god man er på dagen, men også om held og uheld, men vi tror 100 procent på, at vi kan vinde, fastslår offensivspilleren fra RB Leipzig i den næstbedste tyske fodboldrække.

Selv om landstræner Jess Thorups førstevalg i angrebet, FC Københavns Andreas Cornelius, er langtidsskadet, så mener Yussuf Poulsen, at danskerne nærmest vælter sig i offensive trumfkort.

Spændende navne som Ajax Amsterdams Viktor Fischer og Pione Sisto fra FC Midtjylland har klemt sig med i EM-truppen efter langtidsskader. Det har betydet, at U21-landstræner, Jess Thorup, har fravalgt Lucas Andersen (Ajax).

- Det siger jo alt, om hvor gode spillere vi har i de her årgange, at Lucas Andersen ikke er med.

- Det bliver rigtig svært for Jess at sætte en startellever, for der er spillere, der vil blive skuffede, hvis de ikke er med på holdet.

- Vi har mange gode spillere, der kan afgøre kampe på egen hånd og score selv. Det er en lidt sexet trup, siger Yussuf Poulsen.

For fire år siden var flere af de danske U21-spillere med til at sende U17-landsholdet i EM-semifinalen.

Det gælder også Pierre-Emile Højbjerg (Bayern München), der fire dage før slutrundens åbningskamp mod Tjekkiet den 17. juni skal spille en vigtig kamp med A-landsholdet mod Serbien i EM-kvalifikationen.

- Vi er mange, der har spillet sammen i lang tid. Helt tilbage fra U17-EM. Jeg tror, at der er mange gamle automatismer, der ligger der stadigvæk, så jeg ser det ikke som noget problem, at nogen af os er med A-landsholdet før EM, siger han.

Yussuf Poulsen fortæller, at han er udtaget som kant og spidsangriber til det danske EM-hold.

/ritzau/