Dansk ungdomsledighed er blandt EUs laveste

I 1. kvartal 2013 var AKU-ledigheden blandt de 15-24-årige på 13,5 procent af arbejdsstyrken i Danmark - svarende til 59.000 personer.

Det giver Danmark en placering, der blandt andet er bedre end Sverige, hvis ungdomsledighed ligger på 26,6 procent. Og det er ifølge Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, positivt for Danmark.

»Det er glædeligt, at den danske ungdomsarbejdsløshed trods de seneste års stigninger ligger blandt de laveste i Europa. Vi har ikke en tabt generation, som man ellers taler om i Sydeuropa,« siger han  i en skriftlig kommentar. Men Danmark kan ikke juble endnu. De overhales stadig af fire andre lande. Tyskland er den helt store vinder med en AKU-ledighed på kun 7,8 procent. Det er den laveste ledighed blandt de unge i EU lige nu.

Grækenland positionerer sig i den helt anden ende og er det land i EU med mest ledighed blandt de unge. 60 procent af arbejdsstyrken i Grækenland går lige nu ledige. Den gennemsnitlige ungdomsarbejdsløshed i EU ligger på 22,4 pct.

Dagens Gossip