Dansk våbensag mod svensker - forbudt i Sverige

Skrevet af admin

28/12/2013

Dagens topnyheder

En svensk mand er blevet idømt fængsel i Danmark i en straffesag om farlige militære våben.

Men var lovovertrædelsen blevet begået i mandens hjemland, ville han formentlig være blevet frifundet på grund af de metoder, som politiet har brugt.

Det vurderer professor i strafferet ved Lunds Universitet, Per Ole Träskman, over for Ritzau.

Såvel Københavns Byret som Østre Landsret har idømt den 49-årige mand fængsel, men straks efter nytår får Højesteret det sidste ord i den specielle sag.

Hans forbrydelse kom i stand som led i en efterforskning udført af det amerikanske narkopoliti, Drug Enforcement Administration, DEA.

En civil agent udsendt af DEA overtalte den svenske restauratør og jetsetter Paul Mardirossian til at indgå en handel om levering af militære våben til gengæld for kokain.

Mardirossian fik derefter sin bekendte, den 49-årige, til at tage vareprøver med til København, hvor en forklædt agent fra PET tog imod mandens sportstaske. Den indeholdt et raketstyr og en AK 47 riffel.

Det var PET, som i samarbejde med DEA fik lokket den 49-årige til Rødovre Centrum for at aflevere sportstasken.

Og det er næppe nogen tilfældighed, at leverancen skete i Danmark, vurderer professor Per Ole Träskman.

Han henviser særligt til den svenske højesterets afgørelse i en anden agentsag. Den drejede sig om Rembrandts maleri "Selvportræt", som var blevet stjålet fra Nationalmuseum i Stockholm i 2000.

Politifolk fra USA, Danmark og Sverige samarbejdede i en agentoperation, og tre mænd blev lokket til at fremskaffe maleriet, som blev afleveret i København i 2005.

Mændene blev tiltalt for hæleri, men den øverste svenske domstol ville ikke straffe dem.

Årsagen var, at de ikke ville have sat sig i besiddelse af maleriet, hvis det ikke havde været for politiets provokation. Politiet tog altså initiativ til lovovertrædelsen.

Også den ene mand, der ikke havde haft direkte kontakt med den amerikanske agent, gik fri.

Især på denne baggrund vurderer professor Träskman, at våbensagen ville være endt med frifindelse, hvis den var fundet sted på svensk jord.

- Dette var man formentlig vidende om, og derfor valgte man at udpege København som gerningssted, siger Per Ole Träskman.

I våbensagen har Østre Landsret vurderet, at den amerikanske agent ikke direkte påvirkede den 49-årige til at bringe de to våben til København. Derfor er der ikke noget problem, mente landsretten.

/ritzau/