Dansk vækstbørs udråbt som fiasko

Der er trængsel ved udgangen hos den danske minibørs First North.

15 selskaber er noteret på First North. Men i løbet af de seneste fire år er der kun kommet én enkelt nyt selskab til, og børsen skriver i dag, at tre selskaber; investeringsfirmaet Acces Stratego, servicevirksomheden Esoft Systems og it-virksomheden Athena alle er på vej væk.

»Vi har ingen glæde af at være noteret på børsen. Den eneste glæde er, at vi fire gange om året skal fortælle alle vores konkurrenter, hvordan det går i virksomheden. Det er der ingen af vores konkurrenter, som fortæller os,« siger Athenas adm. direktør, Jens Erik Thorndal til børsen og fortsætter:

»Det har været en fiasko,« siger han. 

Tænkt som vækstbørs

Det skulle ellers have været en succes, da First North i 2005 blev oprettet som en alternativ markedsplads under fondsbørsen, Nasdaq Omx. 

Den var særligt tiltænkt mindre virksomheder og vækstselskaber, der ikke havde ressourcer til at leve op til de samme dokumentationskrav, der stilles på andre børsmarkeder.

Men i kølvandet på krisen er en meget høj andel af selskaberne på First North gået konkurs, mens flere af selskaberne er blevet afsløret i mere eller mindre alvorlige skandaler.

Lav omsætning - høje omkostninger

Måske er det en af forklaringerne på, at investorerne i de senere år har fravalgt First North-selskaberne og søgt mod det mere etablerede almindelige børsmarkederne. 

Faktum er, at omsætningen med aktier i flere af First North-selskaberne har været så lav, at prissætningen er blevet usikker og omkostningerne ved at være på minibørsen langt har oversteget gevinsten.

Esoft Systems adm. direktør, René Dines oplyser til Børsen, at der hele sidste år kun var 105 handler med Esoft-aktier til en værdi af 549.000 kroner. Så lille handel kan ikke betale sig, når selskabet samtidig har udgifter til kvartalsmeddelelser, advokatbistand, og honorar til en rådgiver.

Børschef er ikke tilfreds

Børsen har talt med investorer, der forudser, at First North-børsen er på vej mod graven. Og Carsten Borring, der er chef for noteringer og selskaber hos fondsbørse,n erkender da også, at udviklingen ikke er tilfredsstillende.

»Det er svært at være tilfreds med noget, hvor der ikke har været noteringer i Danmark i lang tid. Krisen har været et hårdt slag for os. Den har gjort de private investorer meget forsigtige. Og det er dem, der driver First North,« siger han.

Københavns Fondsbørs fortsætter dog med at satse på nye platforme. I efteråret sidste år åbnede døren til en ny markedsplads for handel med obligationer: First North Bond Market, hvor Danish Crown startede ballet med at udstede nye obligationer. Senest er også DLG og Haldor Topsøe kommet til.

Dagens Gossip