Dansk valgobservatør: Stor frygt for svindel i Bosnien

Det danske folketingsmedlem Nikolaj Villumsen (EL) er blandt valgobservatørerne, når der i dag er valg i Bosnien-Hercegovina.

Han skal være med til at overvåge, at valget forløber korrekt i det knap 20 år gamle land, men det bliver en udfordring.

- Der er stor frygt for udbredt valgsvindel ved dagens valg. De største partier anklages for at handle valgtilforordnede med hinanden, så de kan sikre sig kontrol med hver deres etniske gruppe, siger Nikolaj Villumsen, der er udsendt på vegne af Europarådet.

Dayton-aftalen, der i 1995 var med til at afslutte den blodige borgerkrig i landet, sætter også den dag i dag sit præg på landet, fordi den samtidig var med til at opdele landet efter etnisk tilhørsforhold.

I det område, hvor Nikolaj Villumsen er sendt til, har borgerne været tvunget til at registrere sig som enten kroat, serber eller bosniak, som er navnet på muslimerne i Bosnien-Hercegovina.

Det har ført til, at mange slet ikke stemmer søndag.

- En af de ting, som er med til at fastlåse processen er præcis krav som dette. Det udelukker store dele af befolkningen, hvilket også har ført til kraftig kritik fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, siger han.

Nikolaj Villumsen forudser, at der ikke kommer meget fornyelse ved dagens valg.

- Trods befolkningens store frustration med den tårnhøje arbejdsløshed, udbredte fattigdom og korrupte politikere vil det formentlig være de samme gamle nationalistiske partier, der vinder valget. Det risikerer at øge frustrationen i en befolkning, der i forvejen ikke har meget til overs for det politiske system, lyder det.

På den ene side er Bosnien-Hercegovina muligvis ikke mange år fra et EU-medlemskab. På den anden side taler flere af landets politikere om en opløsning af landet. Dagens valg kan være med til at udpege en fremtidig retning.

- Der er ingen tvivl om, at Bosnien er et umage ægteskab, men samtidig er det også tydeligt, at alternativet er mere eller mindre fraværende, så jeg håber, at valget i dag også kan bidrage til, at Bosnien går et - omend minimalt - skridt fremad i retning af at blive et samlet land, lyder det fra Nikolaj Villumsen.

/ritzau/

Dagens Gossip