Dansk vandmiljø er i bedring - men ikke i mål

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

Det danske vandmiljø har det bedre end i de seneste 25 år. En massiv og bekostelig miljøindsats med blandt andet tre vandmiljøplaner viser nu i stigende grad sin betydning på en række områder.

Det viser den nyeste rapport fra Det nationale Overvågningsprogram for Vandmiljøet og Naturen - Novana.

Der ses fremgang, når det gælder udledningen af kvælstof fra landbruget til vandmiljøet. Der er mindre alvorlige iltsvind end længe set.

På trods af at der nu søges efter mange flere pesticider i grundvandet end før, så er der ikke udsigt til en ny eksplosion i lukkede vandboringer.

- Generelt viser rapporten, at det går fremad, siger chefkonsulent ved DCE, Susanne Boutrup, en af forfatterne af den samlede rapport.

- De største fald i forhold til nitratudledningen til vandmiljøet sås i 1990'erne, hvor de lavthængende frugter blev høstet med Vandmiljøplan I. Siden er det gået betydeligt langsommere, tilføjer hun.

Efter en længere årrække med voldsomme iltsvind var udbredelsen af iltsvind i 2010-2012 væsentligt under tidligere år. Det er desuden tendenser til en mere iltet havbund efter mange års miljøindsats.

Også for søer og vandløb går udviklingen stabilt i positiv retning sammenlignet med begyndelsen af 1990'erne.

Når det gælder pesticider i grundvandet, så er der også for første gang i mange år næsten optimisme at spore hos eksperterne.

- Selvom vi nu overvåger for flere stoffer, så findes de primært i de boringer, som allerede er påvirket af kendte stoffer.

- Det er virkelig en god nyhed for vandværkerne og vandforbrugerne, for det betyder jo, at skærpet overvågning ikke ser ud til at medføre en eksplosion i lukningen af nye vandboringer, siger geolog og seniorrådgiver Walter Brüsch fra Geus - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

På trods af forbedringerne advarer forskerne bredt mod at slække på miljøkravene og tro, at målet er nået.

/ritzau/