Dansk verdensstjerne kæmper for kvinderoller

Skrevet af admin

19/05/2016

Dagens topnyheder

Hun har selv scoret store roller i film og tv-serier både herhjemme og i det store udland. Senest har hun spillet med i HBO's anmelderroste serie Vinyl, og til efteråret kan hun ses i en hovedrolle i en dansk film over for Game of Thrones-kollegaen Nikolaj Coster-Waldau.

Men generelt halter det stadig med antallet af roller til kvinder, mener skuespillerinden Birgitte Hjort Sørensen. Derfor går hun nu i en ny retning - om bag kameraet, så at sige.

- Jeg har fået lyst til at skabe idéerne i stedet for kun at forløse andres, og så vil jeg prøve at skabe flere roller til kvinder, for der er stadig en overvægt af manderoller, forklarer hun, da Ritzau Fokus møder hende til ELLE Style Awards tirsdag aften i København.

I øjeblikket nyder den 34-årige skuespillerinde at være hjemme i Danmark, hvor hun har tid til at slappe af, fortæller hun. De nye projekter lader ikke til at være langt i tilblivelsesprocessen, for der er stadig en del hemmelighedskræmmeri om, hvad det i virkeligheden går ud på.

- Jeg kan ikke sige noget konkret endnu, men jeg prøver at udvikle nogle ting selv. Det betyder dog ikke, at jeg selv stopper med at stå foran kameraet, forsikrer Hjort Sørensen med et stort smil.

Næste gang, vi kommer til at se Birgitte Hjort Sørensen på det store lærred i Danmark, bliver i spændingsfilmen "3 ting", hvor hun spiller over for Nikolaj Coster-Waldau. Filmen har premiere til oktober, hvor skuespillerinden allerede er i gang med nye optagelser.

- Til efteråret skal jeg tilbage til New York for at lave den anden sæson af Vinyl, siger Birgitte Hjort Sørensen.

/ritzau/FOKUS