Dansk visumsystem bør være oppe at køre igen mandag

Skrevet af admin

06/05/2016

Mest læste i dag

Siden 29. april har det været umuligt at få udstedt visum fra de danske ambassader, og det har berørt omkring 4000 sager. Men fra mandag bør det igen være muligt.

Det siger digitaliserings- og driftschef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet Martin Pedersen.

Det er et massivt it-nedbrud i det elektroniske visumsystem VIS hos Statens It, som understøtter Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets systemer.

- Efter en lidt nedslående periode begynder det at gå fremad. Nu er vi ved at være temmelig sikre på, at vi har systemet og dataene på plads, så vi kan udstede visum på mandag.

- Man kan illustrere det ved, at tre puslespil med 20.000 brikker er blevet hældt ned på gulvet, og nu skal de samles igen. Så alle brikkerne er der, men det tager lidt tid at samle dem. Nu er vi dog ret fortrøstningsfulde, og det ser ret fornuftig ud, siger han.

Spørgsmål: Nedbruddet har varet i 13 dage - hvor mange er det gået ud over?

- Vi ved, at omkring 4000 sager har været berørt. Men om det er verserende, afsluttede eller afviste sager, det kan vi på nuværende tidspunkt ikke sige, siger Martin Pedersen.

Han påpeger, at selv om, at de har skullet rekonstruere omkring 4000 sager, så er det ikke et udtryk for, at 4000 personer er kommet i klemme.

- Hvor mange, der præcist har været berørt, er svært at sige.

- Derudover har Udenrigsministeriet bedt de andre lande i Schengen, som samarbejder med os, om at håndtere visum. Så de sager, der har været meget presserende, har vi kunnet håndtere via kolleger fra andre lande.

Ifølge Martin Pedersen skyldes nedbruddet flere uheldige sammentræf.

- Der er ikke nogle, vi kan skylde skylden på. Det er en blanding af uheld, som falder ind i hinanden. Selve systemet har egentlig været intakt hele tiden. Det er kun databasen, der har været nede, men det er der, alle informationerne ligger.

It-nedbruddet har også været skyld i, at politiet ikke har kunnet gennemføre digital kontrol af visumindehavere ved Danmarks ydre schengengrænser, men ifølge Martin Pedersen blev det problem løst forholdsvist hurtigt.

/ritzau/